Byfornyelsestilskud til boligforeninger
Hvad er byfornyelse?
Byfornyelse er overordnet en betegnelse for offentlige tiltag, som skal sikre den generelle tilstand af bygninger og områder. Tiltaget er lavet for at forbedre arealer og bygninger i allerede bebyggede områder efter loven om byfornyelse og udvikling af byer. Byfornyelse kan omfatte alt fra områdefornyelse, gårdrydning, sanering, nedrivning og renovering af eksisterende bygninger.
Eksempelvis kan man i Københavns kommune ofte få tilskud til etablering af wc og bad, renovering af klimaskærm og optimering af energimærke m.m. Et af hovedformålene med byfornyelsesloven er, at færre ejendomme skal mangle grundlæggende installationer og at de ved byfornyelsestiltag bliver optimeret, så de lever op til nutidens standarder.
Et andet eksempel på byfornyelse er etablering af moderne fælles gårdhaver. Københavns kommune giver tilskud til anlægning af op mod 15 fælles gårdhaver om året – så det er værd at overveje at søge tilskud til.

Hvad er byfornyelsestilskud, og hvem kan få det?
Byfornyelsestilskud er en økonomisk støtte som man kan få til sit byggeprojekt i ejendommen, og det er noget man søger via sin kommune. Som udgangspunkt er de indledende kriterier man skal opfylde meget simple og rigtig mange ejendomme er berettiget til at få tilskud – oftest uden at vide det! Så hvis du bor i en andelsbolig eller ejerbolig, hvor ejendommen er opført før år 1960, og ejendommen:
trænger til renovering af/mangler grundlæggende installationer (f.eks. WC/bad),
har fået udarbejdet energimærkning, der indeholder forslag til energiforbedringer (f.eks. udskiftning af klimaskærm),
har mulighed for anlægning af fælles gårdhave med en eller flere naboejendomme,
eller måske har nogle kondemnable forhold (f.eks. hvis stuelejlighed ligger under terræn)
… så er det ofte en rigtig god idé at undersøge om der er mulighed for at få byfornyelsestilskud til jeres byggeopgave. Og helst hurtigst muligt da kommunerne normalt budgetterer et fast beløb årligt til byfornyelsespuljerne. Nogle kommuner allokerer løbende midlerne, mens andre har ansøgningsfrister. Dette vil den enkelte kommune kunne uddybe.

Hvor meget kan man få i byfornyelsestilskud?
Kommunen vil i tilfælde af godkendt tilskud yde en støtte på op til 50 procent af de støtteberettigede udgifter – dog oftest omkring 25 procent. Det vil sige, at skal jeres vinduer eksempelvis energioptimeres til en samlet udgift på kr. 1.100.000,-, og har kommunen godkendt byfornyelsestilskud til projektet og støtter med 25 procent, vil I altså kun skulle af med ca. kr. 825.000,- (eksempel taget i en ejendom med 20 lejligheder fordelt på 2 opgange med i alt 120 vinduer).
Der er flere parametre der afgøre hvorvidt og hvor meget man kan få i byfornyelsestilskud til sit specifikke byggeprojekt. Men det skader aldrig at spørge. Og der kan altså være mange penge at spare.
Hvordan kommer man igang med tilskud?
Det er kommunerne der administrerer støtteordningen, og det er derfor nødvendigt at kontakte din kommune for at komme igang med ansøgningsprocessen. Mulighederne for at få tilskud varierer fra kommune til kommune. Vi sætter os løbende ind i hvilke byggeopgaver de specifikke kommuner giver tilskud til, og vi kan ved en indledende samtale om jeres byggeprojekt ofte pege i retning om hvorvidt jeres ejendom er berettiget.
12 trin – få overblik over processen
Kontakt jeres kommune og find ud af om I kan få byfornyelsestilskud
Få uddybet ansøgningsprocedure og få fat i ansøgningsskema
Kontakt en byggeteknisk rådgiver til udarbejdelse af projektidé (SCHØDT kan hjælpe jer med den del og i det videre forløb)
Tag en uformel snak med kommune om projektidéen og hør igen om mulighed for tilskud
Find finansiering til projektet
Kontakt en byggerådgiver om udarbejdelse af ansøgning
Afhold generalforsamling/bestyrelsesmøde og drøft projektet
Indsend projektforslag med estimeret byggeomkostninger til kommunen
Indhent tilbud til udførsel af projektet – (her kan en byggerådgiver ofte hjælpe!)
Få godkendt licitationen af kommunen
Renoveringsarbejdet kan igangsættes
Byggeregnskab indsendes til kommunen
Alt efter hvilken kommune jeres ejendom er beliggende, kan der være forskelle på ansøgningsprocedurerne.

Hvorfor skriver vi om byfornyelsestilskud?
Vedligeholdelsplan.dk er en del af SCHØDT Byggerådgivning og vi har over 25 års erfaring med vedligehold og renovering af ejendomme.
Som en naturlig del af dét at renovere, ligger ansøgning om diverse tilskudsordninger, og herunder byfornyelsestilskud. SCHØDT hjælper jer helt fra projektets start med at søge kommunen om tilskud til renovering samt løbende at opfylde de betingelser som der stilles i forbindelse med tilskudsordningerne.
Hjælp til at igangsætte en bygningsrenovering med tilskud?
Påtænker I at igangsætte en bygningsrenovering som måske kan opnå tilskud, kan SCHØDT Byggerådgivning kontaktes for en nærmere drøftelse af jeres renoveringsmuligheder.
Ring på telefon 33 93 15 50
Telefontid 09.00-16.00 alle hverdage
